Hey beautys. 

Jeg ligger her og kl er 00:38 og jeg kan ikke falde i søvn, min mor ligger på sofaen og sover imens jeg sidder og kører rundt på min mobil. Min mor synes jeg sidder ekstremt meget på telefonen, jeg føler bare at så snart jeg ikke laver noget på min mobil, så begynder tankerne at florere. Jeg skal nærmest hele tiden holde mig beskæftiget. 

Nu har jeg så lige lagt mig ind på værelset, jeg synes det hele føles så tomt og ensomt, og alligevel ikke, så hører jeg lyden af Lucas der ligger nede i sin seng og drømmer, og sirenerne fra politibilerne. Nej jeg er ikke alene, nej her er ikke tomt, det er bare en følelse jeg bygger op inde i mig selv. Og det gør jeg fordi der netop sker nogle ting i mit liv. Ting der har stor betydning for min fremtid, og min udvikling. 

Jo mere vi nærmer os fredag jo længere føles dagene, dagen idag har føltes SÅ lang den har nærmest føltes uendelig! Jo langsommere tiden går jo mere tid er der til alle tankerne, og det er netop de tanker jeg ikke kan overskue nu. Alle de ting med mit forhold, tandlægerne, ventetiden på den biopsi, foden der dunker. Man er tvunget til at face alle sine dæmoner, fordi man kan ikke foretage sig noget. 

Jeg kan ikke rigtig gå på min fod! Så jeg er tvunget til at ligge i den skide sofa, og nøj hvor er jeg træt af tv og Netflix! Jeg kan ikke engang træne. Ellers skal jeg have hælesko på og krykker, og samtidig med en skulderskade, er krykkerne ikke et hit! 

Tidligere var noget af plastret røget af og jeg kunne ikke lade være, man er jo nysgerrig og jeg blev nødt til at se såret, av av av! Sikke mange sting, og den er syet op under lilletåen. Fik nærmest mere ondt efter jeg så syningen og såret. Nu fik jeg ikke lige taget noget bilede. 

Men ja livet er hårdt nogle gange og man føler det ingen ende har, og man tænker bare hvornår vender det? Come on! 

Jeg er langt fra et negativt menneske og det her får heller ikke lov til at ødelægge mig, men det stresser mig og det giver mig en følelse af magtesløshed når der opstår sådan noget. Sygdomme som fx kræft er ingen herre over, man kan være rask den ene dag og syg den anden. Nogle mere alvorlige end andre. Uanset hvad er ventetiden altid den værste! Og det tror jeg mange af jer kan nikke genkendende til. Man ser nærmest sit liv køre forbi som en eller anden kortfilm. Har man opnået det man ville? Lever man livet som man gerne vil? Er der nogle ting der mangler? Noget der skal gøres bedre? 

Disse nætter er jeg en stor selvrefleksion, jeg reflekterer over hele mit liv og især den sidste periode, hvor jeg virkelig kan mærke man er blevet mere “voksen” og man har gennemgået nogle ting, som både har mærket en, men samtidig også gjort en stærkere og klogere.

Jeg tror på alle ting i livet sker af en årsag, og alligevel er den også svær, fordi hvorfor skal små børn fx få kræft? Hvorfor findes kræft overhovedet? Det er der da ikke nogen mening med? Ingen fortjener det! 

Men jeg tror på man lære at værdsætte livet på en anderledes måde, værdsætte de små ting, såsom at trække vejret, tag over hovedet, 2 ben man kan gå på, altså alle de ting man normalt tager for givet, fordi det nærmest er en selvfølge at have disse elementer. 

Vi har dem, men værdsætter vi dem? Værdsætter vi os selv, vores drømme? Eller lever vi et liv som vi tror vi gerne vil? Men som vi inderst inde slet ikke er til mere? 

Jeg har erfaret at uanset alder, uanset hvor i verden man er, uanset hvilken uddannelse man har, så udvikler man sig hele tiden, ens identitet formes hele tiden.  

Giddens (britisk sociolog) påpeger også i sine verdenskendte teorier, at mennesket hele tiden udvikler/ændrer sin selv identitet og sin sociale identitet, identitet er en størrelse der aldrig kan etableres endeligt, og det kan jeg da skrive under på.

Uha nu skal jeg passe på det ikke går hen og bliver for kedeligt, ja det er den Joy i ikke ser så tit, hende der kan snakke om Giddens, Habermas og Bourdieu haha. Uha alle de teoretikere fra seminarie tiden hehe.