Hey allesammen.
Jeg var nede og træne her til aften, da jeg fik tilsendt nogle skærmbilleder og tekst fra min mors profil.
Jeg ved ikke om jeg skal undskylde for, at jeg valgte at tage til min søsters konfirmation? Skal jeg undskylde for at være der for min familie, noget som hun altid har lært mig, at blod er tykkere end vand.
Nej jeg har ikke talt med min søster i rigtig lang tid, jo kort over facebook og så mødtes vi spontant i november. Og det var så dejligt, at se hende. Uanset hvordan My og min mor kan diskuterer/ skændes over SMS. Eller at My ikke ville se mig i en periode, jamen come on, hun var 13 år. Når man er teenager er man altså lidt forvirret nogle gange, og man tager ikke tingene så alvorligt, fordi man ikke er nået til det punkt, hvor man tænker ekstra over de handlinger man udfører.
Og her må jeg jo så være den voksne, og ikke tage min søsters valg alt for alvorligt, da hun er meget ung.
Da jeg fik muligheden, ja samme dag, jeg skrev også blogindlæg om det, så tog jeg da straks til hendes konfirmation. Jeg tænkte godt tanken, om min mor ville blive skuffet over mig.
Men jeg håbede da også, at hun måske tænkte, ej hvor er det dejligt at se mine 2 piger er ved at finde sammen igen, og få genetableret deres forhold.
Min mor skriver i sin status
“OGså pludselig da jeg skriver til my tillykke,får jeg sendt et foto af joy og hende til konfirmationen med ordene : vi hygger bare såååå meget.Jeg fik et chok,og tænkte hvorfor vil man sin mor ondt.Jeg ved godt i mange der ikke ´kan lide mig og det helt iorden,sålænge man stadig kan se hvad der ret og vrang”.
Hvor jeg dertil gerne vil pointere, at jeg tog ikke til min søsters konfirmation, fordi jeg tænkte, at nu vil jeg gøre min mor ondt. Nej jeg tog derhen fordi jeg ved hvor meget det betyder for min søster, at vi alligevel er en del af hendes liv.
Og nej jeg vil ikke sidde og udstille min mor, og jeg godtager heller ikke kommentarer herinde, hvis de er nedladende.
Og nej jeg har ikke svinet min mor til nogle steder. Jeg bedte blot min mor om privat, ikke at tale med fremmede om mit privatliv, da jeg fik breve fra to personer, jeg ikke kendte (har stadig alle brevene) og de kendte til ting i mit privatliv, som jeg faktisk blev rigtig ked af. Jeg skrev det til min mor, men hun benægter stadig den dag idag. Men der sidder altså nogle folk jeg aldrig har mødt før, som kender til nogle dele af mit liv, og samtidig er der også pyntet en del på historierne omkring fx Carlos og mit forhold. Og det har skræmt mig rigtig rigtig meget. Jeg blev så fucking ked af det.
Men nok om det. Jeg vil altså ikke undskylde for at tage til min søsters konfirmation, uanset hvad vi har aftalt, og nej jeg hader ikke min mor. Jeg er bare en skuffet datter, ikke en Hater.
Jeg elsker min mor uanset hvad, og jeg vil da gerne indrømme at jeg til tider savner hende rigtig rigtig meget i mit liv. Jeg savner hendes sjove humør, vores samtaler, og hendes kærlighed. Jeg tænker på hende hver evig eneste dag. Tænker på, hvad mon hun laver nu? Har hun det godt? Skal jeg tage forbi hende?
Min kæreste støtter mig meget, og siger ofte til mig, at jeg burde tage hjem og besøge min mor, også selvom vi har nogle uoverenstemmelser.





