Kære allesammen. Jeg er i mit følelsesladede hjørne her til morgen. 

Jeg har altid haft kontakt til min lillesøster. På nær det sidste år. Der har vi ikke haft en særlig tæt kontakt. Og det har åbenbart påvirket mere end jeg lige troede. 

Da jeg overraskede My igår til hendes konfirmation, det blik hun havde i øjnene, det sagde ALT. Det var trist og lykkeligt på samme tid. Tænk at min søster slet ikke regnede med jeg kom, tænk at jeg slet ikke selv regnede med jeg kom. Turen hjem fra gilleleje, sad jeg og tænkte og tænkte. Hvad gik der galt? Vi har jo altid haft det sjovt sammen. 

Vi har altid været en lille familie, hvor det har været min mor og jeg der har været mest tætte. Det har så ændret sig de sidste 2 år. Jeg er blevet ældre, og så sker der nogle ting, som jeg self ikke vil udstille herinde. 

❤️❤️ Kære My. Jeg har kendt dig i snart 14 år. Igår blev du konfirmeret, og nu går det for alvor op for mig, hvor stærkt tiden går. Jeg vågnede imorges kl 6, og kom til at tænke denne tanke, inden jeg faldt i søvn igen. My jeg ser vores forhold som et træ, et kirsebærtræ, det kan blive flere hundrede år gammelt, det har dybe lange rødder, og det står altid fast, uanset hvad. 

Nogle gange kommer der en storm som kan prøve at vælte det, men det er svært, det kræver stor styrke. Træet blomstre en gang om året, uanset hvor længe der går, hvor koldt det er, så springer blomsterne altid ud, og de er smukke. Det sker altid om foråret. Min pointe er, at uanset hvor længe der går, sommer, vinter, efterår, så vil vores forhold altid blomstre. Der kan nogle gange godt gå lidt tid, men vi har en cyklus, og vi vil altid finde tilbage til hinanden i sidste ende. 

Du ved jeg ikke er særlig følsom udadtil, men indadtil brænder min kærlighed til dig, det er en flamme ingen kan slukke. Jeg elsker dig meget højt, du er altid i mine tanker, og jeg ved at mor også elsker dig højere end noget andet, selvom i måske misforstår hinanden nogle gange. 

Tilykke med igår My, og jeg håber at vi vil begynde at se mere til hinanden.