Hey beautys.

Jeg ved at os piger kan være nogle af de mest kritiske når det kommer til os selv, hvordan vi ser ud, hvordan vi gerne vil se ud, hvad der skal gøres bedre osv. 

Samtidig ved jeg også at der findes kvinder som er glade som de er, men vi skal også huske på vi lever i et digitaliseret samfund. Alt fra internet til reklamer der hele tiden popper op i hovedet på os, påvirker os i en eller anden grad. HER er det dit selvværd, din selvtillid, dit selvbillede der bliver sat på en prøve. 

Super tynde modeller, store numser, silikone bryster, ekstreme hvepse taljer, store flotte villaer, store biler, dyre designer ting, silkeglat hud osv, man ser en vild verden i medierne og man kan ikke undgå at blive påvirket. Selv mit eget profilbillede på facebook er da redigeret så man selv synes det ser pænere og mere smooth ud, ligesom i bladene.. Det er jo det første folk ser. 

Jeg er vokset op med MTV og sad og guffede alle musikvideoerne i mig og jeg var total fan af Spice Girls, og her finder man igen en man kan sammenligne sig med eller en man gerne vil ligne. Man laver samme frisure som dem, prøver at have den samme tøjstil som dem osv. Nu var jeg jo ikke så gammel dengang, men jeg kan se jo se hvordan det går igen. Altså idag lever folk på at ligne de kendte, fx er der super mange inde på Instagram som er det jeg kalder “Kardashian look-a-like” eller “Jenner-look-a-like” hvor de lever på at ligne dem, sminke sig som dem osv. Og de tjener sku penge på det. 
Det er der såmænd heller intet galt i, jeg tænker bare hvad er dit selvbillede? Er det dig eller er det dem? Hvad er din identitet? Hvad kan DU lide? Har du bygget din egen vej eller følger du blot med på deres? 

Glemmer man nogle gange sig selv i mængden og bliver så fascineret af andres livsstile og udseende at man helt mister sig selv? Altså hvem er jeg? 

Jeg tror mange idag lider under en identitetskrise fordi der er plads til udvikling, der er mulighed for flere uddannelser, altså man får nærmest det hele serveret, der er ikke et bestemt mønster du skal leve op til ligesom i de helt gamle dage. Hvor man blev det samme som sine forældre og ens udvikling var generelt mere lukket og bestemt på forhånd. Idag har vi mere frie tøjler, eller de fleste af os har. 

Man skal også lige stoppe op og tænke kan jeg lide mit liv? Er jeg lykkelig? Kan jeg lide mit arbejde? Kan jeg stå inde for det jeg laver? Er jeg et godt menneske? Bidrager jeg med noget? Hvad kan jeg bidrage med? 

Når man så pludselig får det kæmpe chok at det går op for en man måske har læst i 5 år og taget en uddannelse man slet ikke føler for idag. Det er okay, det er helt normalt og det kaldes udvikling. Vi udvikler os hele tiden og jeg sidder også og har flere uddannelser. Det er der intet galt i, så længe du laver noget som gør dig glad og som du i længden kan leve af. 

Vi har alle sammme mange drømme og man skal huske på at være realistisk, og ikke leve for meget i drømmen eller leve for meget efter, jamen hvis han gjorde sådan, så skal jeg også gøre sådan. 

Mit råd beskrevet på en lettere filosofisk måde er, find din egen vej, bliv inspireret af andre, men find stadig din egen vej, vejen man selv bygger holder oftest længere, og man ved hvordan den skal repareres fordi man kender konstruktionen bag.

Relaterede indlæg

Svar

Din email vil ikke blive vist til andre end dig. Required fields are marked *