Hey beautys. 

Sikke en lang uge nok mit livs længste uge, eller rettere sagt mit livs længste 9 dage. Ja 9 dage gik der før jeg kunne få svar på om jeg havde modermærkekræft. Jeg vil sige de sidste 2 dage var de værste, fordi jo tættere man kommer på selve dagen, jo værre! 

Man ser hele livet igennem, man ser nærmest sit liv som en kortfilm der kører, og man overvejer og revurderer hvert enkelt afsnit. 

Igår kom den endelige dag hvor jeg skulle ind og have svar. Jeg havde både hælesko på, og krykker og mor fandt også en rullestol, fordi det gør så ondt at gå skævt hele tiden. Eller forestil jer man kun kan gå på hælen i 9 dage! 


Vi begyndte straks da vi kom ind at udspørge om vi kunne låne en rullestol, hvor lægen sagde i skal lige have svaret først. Og det var som om vi ikke turde høre svaret, som om man gerne ville tale lidt udenom. På en måde følte man sig ikke klar til det svar. Vi var pisse nervøse, plus der var 20 min ekstra ventetid, de 20 min var de værste i mit liv! Forestil jer følelsen inden man skal til eksamen, men vend det lige til, at i skal ind og have en livsdom hos selveste bødlen. Mit hjerte hamrede så hårdt at det var på vej ud gennem brystkassen. 

Det har været nogle hårde dage mest fordi jeg ikke har kunne komme rigtig ud. Jeg er vant til hele tiden at være på farten, både med træning, klienter, min hund, vennerne, daglige gøremål osv. Alle de ting blev nærmest taget fra mig og så skulle jeg bare ligge isoleret i lejligheden i små 1,5 uge. Man ligger bare og kan intet foretage sig udover at se film, Netflix og iPhone, ja og spille ludo med mor. 

Onsdag var den værste her gik det virkelig op for mig at jeg røvkeder mig! Jeg følte virkelig jeg ikke havde noget liv, og jeg siger jer jeg savner min træning!! 

Jeg troede jeg skulle hoppe rundt med skoen og krykker længe endnu. Men da min mor forklarede lægen at den var ved at være gal med mit humør, prøvede de at tre skoen og forbindingerne af, og han vurdede at jeg skal bruge benet nu. Jeg har åbenbart overkompenseret så meget med hælen, at benet slet ikke har været brugt i 9 dage. 

Han sagde benet skal aktiveres og at jeg nok har mistet en del muskelmasse, og da han sagde det skulle jeg straks hjem og måle mig. Vi nåede lige ind af døren “moooor hvor er måebåndet” 

Og ja han havde dælme ret! Er 56cm på det højre lår og 53 på venstre, nej nej nej! Så igår prøvede jeg at gå igen og støtte, det var sværere end jeg troede. Det føles som at have et gummiben og at musklerne skal aktiveres igen. Gal det pludselig svært at gå, noget som man ellers kan pr automatik. Jeg tror der lige går nogle dage, så er mit venstre ben normalt igen mht gågangen. 

Her står jeg pisse sur i kngs have imens mor Mia ville tage billeder af blomsterne haha. Prøver rigtig at stille mig grimt da hun begynder at tage af mig Hahaha. 

Efter vi fik det positive svar igår om at der ikke var cancer, eller at jeg ikke har modermærkekræft. Var det svært at indse, selv da vi kom hjem sad vi stadig og følte vi ventede på svaret. Først hen af aftenen, sent om aftenen, kunne jeg mærke lettelsen kom mere og mere. Nærmest som en ørn der sad gravet ind i mine skuldre med dens runde skarpe klør, det greb gav så småt slip igår. Har stadig “arrene” efter det og skal forsætte med ikke at tage solaire, ikke for meget ude i solen og altid solcreme. 

Jeg er så lettet over det positive svar men jeg har undervejs gjort mig nogle tanker om hele mit liv, og denne proces har været sund, fordi man reflektere over alt i sit liv. Og de ting man måske gik og savnede, var måske helt andre ting der trykkede. 

En ting er sikkert, føler jeg at jeg spilder mit liv, eller ikke er lykkelig, så er jeg den som er rejst videre på livets vej. Nogle kan blive såret over mine valg, eller uforstående, men samtidig skal man heller ikke spilde hinandens liv. Jeg har overvejet en del af mine veninder, hvem er ægte? Hvem er værd at bygge videre med? Hvem er bare falske venner? 

Efter det her forløb fandt jeg ud af hvem mine true friends er. Jeg hørte mere fra en ikke så tæt veninde, end en af mine tætteste. Den tætte skrev ikke en gang om jeg havde det godt. Hvorimod den ikke så tætte skrev flere gange. 

Denne type ven vil jeg self ikke kalde for min ven mere 🙂 og er glad for jeg kan se det nu. 

Venner som ikke engang sender dig en god bedring, er ikke dine venner. Det er som regel folk der vil udnytte dig eller som ikke vil dig noget godt i sidste ende. Ud med dem.

Ja jeg har også lige fået snap så alle disse filtre er helt nye for mig haha, synes også folk blev pænere og pænere haha. Jeg er bagud her. 

Tak til søde mor Mia for at have passet mig i snart 3 uger. Hun har hjulpet mig da jeg blev single, virkelig bedt mig om at tænke tingene igennem. Hun hjalp mig da jeg skulle opereres, hun tog med mig alle steder og støttede mig. Kan slet ikke tænke hvad jeg skulle gøre uden hende! 

Tak mor! 

Til alle jer der sidder og skal ind og undersøges for kræft, eller som har kæmper med kræft, mine tanker går til jer og jeres familier, jeg ønsker jer alt det bedste, og håber på i alle vinder kampen. Kræft er en lorte sygdom som lægerne stadig kæmper med at finde forskellige Kure til. Sidste nye skud på stammen iflg nyhederne er immuncelle behandling, hvor jeg læste et hospital i dk har fået en kæmpe donation, fordi det har hjulpet på en patient med fx modermærke/lymfekræft. 

Aldrig opgiv håbet ❤️ 

Relaterede indlæg

1 kommentar

Svar

Hvor er jeg glad på dine vegne. Var selv turen igennem for 3 år siden m knuder i halsen. Det var ulideligt at vente på svar. Jeg har tænkt på dig siden du blev opereret.🙏🏻🙏🏻🙏🏻

Svar

Din email vil ikke blive vist til andre end dig. Required fields are marked *