Hjælp de 4 små hvalpe 

Farvel familie, goddag opholdssted.

Hey folkens. Nu tager vi tilbage, a trip down memory lane. 

Vi går lige 14-15 år tilbage i tiden. Jeg boede hos min far i Albertslund i Hedemarken, jeg havde mange venner, gik i en ungdomsklub, og pjækkede en del fra skole. Jeg søgte altid de ældre, da jeg selv var meget moden af min alder, synes jeg selv dengang. Jeg blev voksen for tidligt. 

Hver fredag havde jeg en psykolog der kom på hjemmebesøg, jeg skulle sidde og kigge på en masse blækklatter, samt skrive en masse stikord under en “postkasse” hvor der stod mor og far. Det bedste var, at hun altid havde en plade rittersport med og en Coca cola, tror det var i år 2000. Jeg synes samtidig også det var fedt, at jeg ikke skulle i skole de første par timer, men derimod snakke med hende. 

Nå men efter nogle besøg, fik jeg at vide, at jeg skulle ud og bo på et opholdssted. Eller først fremlagde de det, som et tilbud. Jeg sagde ja tak. Ville gerne væk fra Hedemarken. Efterfølgende som jeg blev ældre, fandt jeg ud af, at jeg var blevet tvangsfjernet hvis jeg ikke tog imod tilbuddet. 

Nå men i august 2001, flytter jeg til hundested, på et opholdssted der hedder Home. Jeg får mit eget værelse, og får 5000kr af kommunen, til at købe alt det jeg mangler. Det var fedt. Der boede 6 andre unge deroppe, jeg startede hurtigt i folkeskole, 7. Klasse, jeg kan huske at en af de første skoledage blev jeg smidt ud, fordi jeg svarede læreren igen. Jeg spillede sku nok lidt smart, fordi alle de andre på skolen, synes jo det var vildt sejt, med en pige der kom fra København. Så jeg levede da op til rollen haha.  

 
Jeg fik hurtig en bedste veninde, ja jeg fik rigtig mange venner. Det var godt for mig at komme væk fra Albertslund. Godt at være sammen med folk på min egen alder. 

Jeg savnede dog min far rigtig meget, ham hørte jeg pludselig ikke særlig meget  fra. Han havde fået en ny kæreste, og var så småt igang med at flytte sammen med hende. Jeg brød mig aldrig rigtig om hende, følte ikke hun kunne lide mig, pga min fars fortid med min mor. Husker engang jeg var til julearrangement hos hendes familie. Og hendes mor så jeg havde en piercing i navlen og sagde “åh er du også en af dem med pind i navlen” og da jeg prøvede at lave en julestjerne, men synes det var svært og gav op. Sagde hun at jeg skulle forsætte og derefter lave 5 til. Hvor min far sagde, hun skulle lade mig være.  

 
Jeg havde det rigtig svært med min fars nye familie. Jeg følte ikke de kunne lide mig, følte de så ned på mig, og jeg bare skulle væk. Jeg valgte derfor , efter de flyttede sammen, at holde mig væk. De dage jeg var hos min far, var fordi jeg var blevet syg, og han måtte hente mig. 

Pædagogerne forstod ikke helt jeg ville hjem og ligge syg hos min far. Men dengang havde jeg altså et stort behov for min fars nærvær og omsorg. Og pædagogerne lod ham også hente mig og bringe mig hjem igen. 

Jeg faldt dog hurtigt til på opholdsstedet. Fik hurtigt venner, bedste veninde, kærester, jeg gik til mange privatfester, og havde faktisk en rigtig god periode i mit liv. Hvor jeg fik mulighed for at finde mig selv, og ikke være så styret af andre. Jeg blev opdraget på en god måde, fik sunde vaner, ja jeg kunne ikke snyde pædagogerne, prøvede med alverdens undskyldninger for ikke at tage i skole. Det hjalp ikke! Jeg gemte mig endda bag mine store IKEA pynte puder, så når de kom op om morgenen og vækkede os, havde jeg gemt mig haha. Men den gik heller ikke. Den opdagede de hurtigt. 

En dag om ugen havde man maddag, hvor man sammen med en pædagog skulle lave mad til hele huset, samt udvælge en til at hjælpe med opvasken, sikke nogle krige der kunne opstå pga den opvask haha. Ja så havde vi også rengøringsdag hver lørdag, vaske-tøj dag, osv. Der var en god struktur. Lige hvad jeg manglede dengang. 

Som 12 årig, lærte jeg at leve en hverdag uden mine forældre. Som 14 årig valgte jeg at flytte hjem til min mor. Men den historie kommer der et blogindlæg om. 

Jeg optog alt det her dengang jeg lavede dr3 selvoptaget, og var yderst skuffet over, de valgte at åbne op for alle mine minder, for derefter ikke at bruge optagelserne. Det var nemlig DERES ide at tage tilbage til Hundested og opholdsstedet. Det krævede rigtig meget af mig, psykisk og følelsesmæssigt. Det var en “skuffe” jeg ikke lige var klar til at åbne. Da jeg samtidig stod og havde forladt mit praktiksted, grundet jeg blev svinet til, nedgjordt, ja jeg blev kørt ned psykisk ad 2 mænd, men det skal der nok også komme et indlæg om. 

Måske det ikke var “reality” nok? Ja hvad ved jeg, men det her er ihverfald 100% true life history. Meget mere spændende end folk der tager i byen og drikker sig fulde weekend efter weekend, eller det er vel smag og behag.  

 

I denne uge, tænker jeg at dele en masse oplevelser og minder fra mit liv, så i kan få et bedre indblik i hvem Joy egentlig er, og hvad se gjort mig til den jeg er idag. 

Skriv en kommentar

  • F U G L S A N G ✊?

    Og se hva man falder over ligepludselig ? Lille verden ☝?Du har klaret dig skide godt ?? og dine forældre kan godt være stolte ihvertfald. Husk på selvom det var Ghetto og socialt boligbyggeri har Hedemarken været med til at give os en forståelse for mennesker samt livet, og dets forskelligheder. som folk tit undre sig over hvor vi har fra og misunder det en smule, Savner vores barndom hvor det hele bare var svømmehal og rulleskøjter børnefestuge og sodavandsdisko i Alklubben ? Eller hvor vi enten hang ud på dit værelse eller hos Benedikte. Gode minder er der nok af heldigvis. Pas på dig selv .

    Hilsen ham fra nr 50 ?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • joykpetersen

      Haha hvor grineren!

      Du har fuldstændig ret, man lærer netop at acceptere mange forskellige slags mennesker, uanset baggrund, uddannelse eller hudfarve. Man lærte livet på en hård måde, men det gavner en i det voksne liv, fordi man er mere robust og kan klare en del psykiske og fysiske udfordringer..

      Ja den gode gamle Albertslund tid.. Når jeg besøger min søster, vækkes alle minderne til live.. Har også været nede forbi al klubben nogle gange.

      Som barn kunne man ikke vente med at blive voksen, nu er man voksen, og savner at være barn.

      Fedt at høre fra dig Stefan ???

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Morten

    Du var både sød og sej… og der er til dato ikke andre der har givet mig en”olfert”… bedste ønsker for fremtiden. Kh. Morten

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • joykpetersen

      Haha Morten, jeg kan regne ud det er dig fra Home. Du var vidst nok den eneste jeg gav en olfert haha.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Super indlæg, Joy. Gerne flere af dem 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nadja

    Kære Joy. Jeg synes sku at du er sej. Du står ret op efter en barndom der ikke altid har været en dans roser. Det er som om du altid har kunnet se det positive i alt hva der er sket. Du har et stort hjerte. Glæder mig til at læse historien om når du kommer hjem til din mor igen.
    Jeg synes også det er flot som din mor dengang fik hendes liv på rette spor igen.
    En rigtig god slutning.
    Alt det bedste til jer.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hjælp de 4 små hvalpe